Ingen kan være i tvivl om, at Karen Højgaard nærer stor kærlighed til chimpanserne i Abejunglen i København Zoo, når de læser hendes store, gennemillustrerede bog om Flint, Miff, Trunte og alle de andre.
Igennem flere år har Karen Højgaard været en trofast - og skattet - gæst foran tremmerne til Abejunglen - og hun har lært chimpanserne at kende på godt og ondt. Hun er meget fascineret af chimpanserne på grund af deres menneskelige egenskaber. Hun har gennem adskillige år fulgt og beskrevet deres liv bag tremmerne i tekst og tegning. Ingen, som ser i den flotte, velillustrerede bog, kan være i tvivl om, at chimpanserne har meget forskellige ansigtsudtryk og udstråling. I meget personlige skildringer fortæller hun om såvel chimpansernes liv og følelser som sine egne overvejelser om deres situation.